 Min mor døde som 86 årig d.29. april 2010 på Bispebjerg Hospital.
Min mor fik i foråret 2009 konstateret kræft og startede på kemobehandling på Herlev Sygehus. Hun fik i alt 24 behandlinger. Disse blev standset i februar 2010, da der ikke var mere at gøre, og kræften havde bredt sig.
Fra sin tid i Ældre Rådet kendte min mor til hospice på Dronningensvej, og vi undersøgte muligheden for om hun kunne tilbringe sin sidste tid der. Det udgående hospiceteam mente dog ikke at hun var syg nok til at komme på hospice.
I påsken faldt hun hjemme og blev indlagt på Frederiksberg hospital og efterfølgende overflyttet til aflastning på Dianonissestiftelsen, indtil en plejehjemsplads kunne findes. Hun var ikke længere i stand til at klare sig selv, kunne ikke gå,
var stærkt plaget af smerter og tilbragte nu tiden i en kørestol.
Min mor var en meget kompetent dame og observerede og nedskrev forholdene – både på hospitalet og på Diakonissestiftelsen. Hendes observationer er gengivet i nedenstående.
På Diakonissestiftelsen mangler der kompetent personale til at tage sig af patienter som min mor. Der er to sosu’er og en leder, der er sygeplejerske, men som ikke er synlig på afsnittet.
Der er behov for flere til at hjælpe, og der er ikke tid til genoptræning, ligesom der mangler hjælp til patienternes personlige pleje.
De 7-8 dage min mor var på Diakonissestiftelsen, fik hun ikke bad og fik heller ikke vasket hår. Der var ingen hjælp at få om natten, og min mor fortalte mig, at en hjælper havde nægtet at hjælpe hende og havde sagt:
”Jeg vil ikke have ødelagt min ryg. Du må selv rejse dig” Det er mit helt klare indtryk at de i det hele taget slet ikke er gearet til at tage patienter i den fase min mor befandt sig.
Behøver jeg at sige at min mor følte sig svigtet og var dybt deprimeret under sit ophold på Diakonissestiftelsen.
Selv om min mor klagede over store mavesmerter, negligerede de at give hende svesker eller lignende så hendes mave kunne holdes i orden. De var ikke opmærksomme på at hendes system gik i stå på trods af at hospiceteamet,
der var på besøg hos min mor d. 19. april, havde påpeget det, først da hun d. 22. april om eftermiddagen – mens jeg var hos hende – fik opkastninger, som fortsatte hen over aftenen og natten til d. 23. april, reagerede de og sendte hende til Frederiksberg hospital.
Fra Frederiksberg Hospital blev min mor kort efter overført til Bispebjerg Hospital, hvor hun blev tarmopereret og led af mange smerter efterfølgende. Personalet ydede en meget kompetent pleje, omsorg og venlighed over for min mor og mine 2 søstre
de dage og nætter vi tilbragte på Bispebjerg hospital de sidste dage hun levede.
Britta
|
|
Hvor var hensynet til min mor?
